Sweet Apple & Lemon fra Perch’s

Da Perch’s Thehandel åbnede sin forretning i Aarhus, fik jeg i sin tid et tebrev med teen Sweet apple & lemon. Det lidt specielle ved dette tebrev er, at det er en lille “pyramider”, og dermed ikke et brev som sådan. Ifølge Perch’s hjemmeside kaldes de små pyramider for free flow pyramide poser. I stedet for papir, er pyramiderne lavet af nylon som skulle forhindre en eventuel bismag af papir, og sørge for at vandgennemstrømningen sker uhindret. Endvidere mener Perch’s, at de nylonformede poser og den tætte indpakning gør dem til det bedste alternativ til te i løs vægt.

free flow pyramide poser, Perch's, Aarhus

Efter at have brygget og smagt teen må jeg erklære mig enig i denne påstand. Først og fremmest er det tydeligt, at vand og te meget hurtigere får kontakt til hinanden, i forhold til hvad andre breve/poser formår. For det andet overraskede det mig, at teen smager, som om den er brygget på løs te. Normalt synes jeg godt man kan smage forskel på te brygget i breve eller som løs te. Om det er fordi andre tebreve/poser afgiver en bismag af papir, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg er ihvertfald bare enig med Perch’s i, at pyramideposerne er et super alternative til løs te.

Sweet apple og lemon, Perch's. tehandel

Selve teen er en sort te. Den er lavet på en aromatiseret kvædete samt Perch’s pouchkine te, som ifølge hjemmesiden blandt andet består af en earl gray, lemon og grape. Hertil er tilsat hibiscus, æble og hyben. Jeg synes at kvæden er meget gennemtrængende i teen, så smagen af æble og lemon er ikke overvejende. Derimod er smagen rund og cremet, hvilket jeg sætter stor pris på ved en sort kop te.

Perch’s White Mulberry

Her kommer den sidste af de to tedåser med te i, som jeg købte til åbningen af Perch’s Tehandel i Aarhus. Denne er også en hvid te og hedder White Mulberry.

White mulberry, Perch's tehandel aarhus

Når man første gang dufter til den har den, efter min mening en meget kraftig og speciel duft. Det var også grunden til at jeg købte den, da den ikke duftede som noget jeg har smagt før. Da jeg fik teen brygget kunne jeg så også konstatere, at jeg ikke før har smagt en te der nærmer sig denne i smagen. Teen har en meget kraftig smag af blomster på en eller anden måde. Ja, jeg vil faktisk næsten kalde den sæbeagtigt. Jeg skulle derfor også lige bruge et par kopper til at vende mig til smagen, men nu nyder jeg den virkelig!
Jeg kan godt lide, at den har sin helt egen særlige smag, i forhold til mange af de andre teer jeg har på hylden. Teen kunne jeg desværre ikke finde på Perch’s hjemmeside, hvilket var lidt ærgerligt, da jeg gerne villle vide hvad teen indeholder. Nu har jeg dog fået opstøvet, at teen indeholder morbær, papaya, æble og morgenfruer. Hvad der giver teen denne, for mig, specielle smag er jeg ikke sikker på. Jeg mistænker lidt morbærerne for at stå bag.

Perch's tehandel aarhus, white mulberry

Har I smagt en te med morbær i?

Perch’s Hvid Symfoni

A. C. Perch’s Tehandel åbnede jo som før skrevet i Aarhus i fredags. Jeg fik selvfølgelig købt lidt forskelligt med hjem, og på min te hylde finder man derfor nu Perch’s Hvid Symfoni.

Perch's hvid symfoni, hvid te, aarhus, tedåse

Der er nogle åbningstilbud i forretningen i denne periode, og derfor kom jeg hjem med teen i denne fine hvide  te dåse for kun 45 kr. i alt. Det synes jeg er en rigtig fin pris, og så kan jeg godt lide at have min te i dåser, da det efter sigende skulle holde på teens aroma. Jeg er dog ikke tilhænger af en million forskellige farvestrålende te dåser, så jeg prøver at begrænse det lidt, og synes at denne (+ en lilla dåse i samme design) passer rigtig fint ind på hylden.

Da jeg i weekenden skulle smage Hvid Symfoni synes jeg den smagte bekendt. Det var imidlertid ikke så mærkeligt, da denne te indeholder granatæble og ananas, ligesom en anden af mine hvide teer fra Carstensens tehandel gør. Hvid Symfoni indeholder dog også hyldeblomst og fersken, og så er den lavet på en hvid aromatiseret Pai Mu Tan. Selvom der er visse ligheder, er de to teer altså også meget forskellige. Jeg synes det er spændende at se, smage og udforske hvordan de forskellige tehuse vælger at sammensætte deres te. Hvid Symfoni er efter min smag lettere og mildere end den jeg i forvejen har, og så er teens gule farve også lysere. Jeg er rigtig glad for mit køb, og jeg vil helt sikkert anbefale denne te. Er man nybegynder i teens verden, synes jeg især at den er god at starte ud med grundet den milde, lette og søde smag.

Teen skal brygges ved 80 grader og trække i 8 minutter. Den indeholder ingen garvesyre.

Perch's hvid symfoni, te dåse, hvid te

Har I været nede og besøge Perch’s i Aarhus?
Kan I heller ikke stå for søde te dåser?
Er i også helt vilde med hvid te?

A. C. Perch’s Thehandel til Aarhus

Det er ikke lang tid siden, at jeg blev opmærksom på, at den meget velkendte og anerkendte te forretning Perch’s skulle åbne en butik i Aarhus. Det synes jeg jo var en rigtig glædelig nyhed for alle os tedrikkere i smilets by! Jeg har besøgt Perch’s forretning i København, men aldrig haft en stor samling af deres te, da jeg jo selv bor i Aarhus. Jeg har egentlig længe undret mig over, hvorfor en så vellykket butik ikke for længst var åbnet i Aarhus. Men det gjorde den jo så også i dag! – Og så snart jeg fik fri fra arbejde, var jeg selvfølgelig den der var på vej ned til Volden, hvor den nye butik og tesalon har til huse.

Perchs, te, thehandel, aarhus

Det er først og fremmest rigtig spændende at få Perch’s til Aarhus, fordi tehandlen har eksisteret siden 1835. I dette år blev den oprindelige butik i Kronprinsensgade 5, København, åbnet af Niels Brock Perch. I mange år drev familien Perch butikken. Senere kom familien Hincheldey til, og i dag er det femte generation i familien som driver forretningen. Familiens passion for te og deres mange erfaringer og know-how gør, at butikken og brandet i sig selv er unikt, og får sin helt egen sjæl.

Perch's, teforretning, tehandel, aarhus, tedåse

Hvad der især gør Perch’s unik, er deres evne til at bevare det oprindelige. I butikken i København kommer det til udtryk ved, at forretningen er fuldstændig intakt i forhold til åbningen i 1835. Det gør forretningen til noget helt særligt, og det kan man selvfølgelig ikke videreføre i Aarhus. Alligevel synes jeg, at Perch’s formår, at fremkalde en ægthed via den gamle bygning, høje lofter, store gulddåser og de grønne forklæder som alle ekspedienterne bærer. Igennem indretning, indtryk og oplevelser formår Perch’s altså at fortælle den historie, som jeg synes der hører med til den rigtig gode kop te.

Til åbningen i dag var der stillet smagsprøver og flotte guldstole op ude foran forretningen. Det er virkelig en flot forretning der er blevet stablet på benene, og jeg glæder mig rigtig meget til at lære Perch’s te bedre at kende.

Perch's aarhus, te, guldstol Smagsprøver, Perch's teforhandler, åbning

Udover at kunne købe et hav af forskellige slags te, er der også indrettet et tesalon. Her kan man komme ind og nyde en god kop te sammen med engelske finger sandwiches, scones, kager og franske bobler. Det må helt sikkert prøves en dag. Jeg fik selvfølgelig også  købt et par teer med hjem, som jeg på et senere tidspunkt vil fortælle meget mere om! Indtil da synes jeg, at man skal smutte ned forbi Volden 3 i Aarhus og besøge den nye forretning. Det er helt sikkert et kig hver! 🙂

Perch's Aarhus, teforretning, åbning