Darjeeling First Flush 2014

Ved foden af Himalaya Bjergene i Indien finder man byen Darjeeling. Byen ligger i 2000 meters højde, og de klimatiske forhold gør blandt andet området perfekt til tedyrkning. Darjeeling er derfor kendt for at producere noget af det bedste te i verden. Det siges, at Darjeeling teerne skulle være teens Champagne. Det er især høsten af de aller første teblade efter vinteren, som skulle være noget ganske særligt. Denne høst hedder First Flush og plukkes i marts måned. De første teer af dette års First Flush er allerede så småt at finde rundt omkring hos de forskellige te forhandlere. Jeg har aldrig før smagt en First Flush te fra Darjeeling, da det er en forholdsvis dyr te sammenlignet med meget andet løs te. Nu er jeg dog efterhånden blevet for nysgerrig, så et eftermiddagsbesøg hos A. C. Perch’s Tehandel gjorde mig i dag en Darjeeling First Flush 2014 te rigere.

Denne te kommer fra plantagen Teesta Valley og koster 96 kr. pr. 100 gram. Både på udseendet, duften og smagen adskiller denne te sig meget fra andre jeg kender til. Ser man på tebladene kan der stadig anes nærmest friske grønne blade, og denne friskhed bærer duften også i høj grad præg af. Som jeg før har nævnt, er det svært at beskrive hvordan en “ren” te smager, da den ikke er tilsat aroma. Jeg er dog alligevel begyndt at interesserer mig en del for de rene teer. Når jeg drikker denne te, får jeg assosiationer tilbage til den duft som hænger i luften en varm sommeraften, når der er blevet høstet hele dagen (hvis det overhovedet giver nogen mening). På Perch’s hjemmeside beskrives smagen som sød og blomstret. Jeg synes ikke umiddelbart teen er sød, men den milde blomstrede smag kan jeg godt følge. Alt i alt en let og spændende te. Darjeeling first flush 2014, Perchs

Reklamer

Sweet Apple & Lemon fra Perch’s

Da Perch’s Thehandel åbnede sin forretning i Aarhus, fik jeg i sin tid et tebrev med teen Sweet apple & lemon. Det lidt specielle ved dette tebrev er, at det er en lille “pyramider”, og dermed ikke et brev som sådan. Ifølge Perch’s hjemmeside kaldes de små pyramider for free flow pyramide poser. I stedet for papir, er pyramiderne lavet af nylon som skulle forhindre en eventuel bismag af papir, og sørge for at vandgennemstrømningen sker uhindret. Endvidere mener Perch’s, at de nylonformede poser og den tætte indpakning gør dem til det bedste alternativ til te i løs vægt.

free flow pyramide poser, Perch's, Aarhus

Efter at have brygget og smagt teen må jeg erklære mig enig i denne påstand. Først og fremmest er det tydeligt, at vand og te meget hurtigere får kontakt til hinanden, i forhold til hvad andre breve/poser formår. For det andet overraskede det mig, at teen smager, som om den er brygget på løs te. Normalt synes jeg godt man kan smage forskel på te brygget i breve eller som løs te. Om det er fordi andre tebreve/poser afgiver en bismag af papir, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg er ihvertfald bare enig med Perch’s i, at pyramideposerne er et super alternative til løs te.

Sweet apple og lemon, Perch's. tehandel

Selve teen er en sort te. Den er lavet på en aromatiseret kvædete samt Perch’s pouchkine te, som ifølge hjemmesiden blandt andet består af en earl gray, lemon og grape. Hertil er tilsat hibiscus, æble og hyben. Jeg synes at kvæden er meget gennemtrængende i teen, så smagen af æble og lemon er ikke overvejende. Derimod er smagen rund og cremet, hvilket jeg sætter stor pris på ved en sort kop te.

A. C. Perch’s Thehandel til Aarhus

Det er ikke lang tid siden, at jeg blev opmærksom på, at den meget velkendte og anerkendte te forretning Perch’s skulle åbne en butik i Aarhus. Det synes jeg jo var en rigtig glædelig nyhed for alle os tedrikkere i smilets by! Jeg har besøgt Perch’s forretning i København, men aldrig haft en stor samling af deres te, da jeg jo selv bor i Aarhus. Jeg har egentlig længe undret mig over, hvorfor en så vellykket butik ikke for længst var åbnet i Aarhus. Men det gjorde den jo så også i dag! – Og så snart jeg fik fri fra arbejde, var jeg selvfølgelig den der var på vej ned til Volden, hvor den nye butik og tesalon har til huse.

Perchs, te, thehandel, aarhus

Det er først og fremmest rigtig spændende at få Perch’s til Aarhus, fordi tehandlen har eksisteret siden 1835. I dette år blev den oprindelige butik i Kronprinsensgade 5, København, åbnet af Niels Brock Perch. I mange år drev familien Perch butikken. Senere kom familien Hincheldey til, og i dag er det femte generation i familien som driver forretningen. Familiens passion for te og deres mange erfaringer og know-how gør, at butikken og brandet i sig selv er unikt, og får sin helt egen sjæl.

Perch's, teforretning, tehandel, aarhus, tedåse

Hvad der især gør Perch’s unik, er deres evne til at bevare det oprindelige. I butikken i København kommer det til udtryk ved, at forretningen er fuldstændig intakt i forhold til åbningen i 1835. Det gør forretningen til noget helt særligt, og det kan man selvfølgelig ikke videreføre i Aarhus. Alligevel synes jeg, at Perch’s formår, at fremkalde en ægthed via den gamle bygning, høje lofter, store gulddåser og de grønne forklæder som alle ekspedienterne bærer. Igennem indretning, indtryk og oplevelser formår Perch’s altså at fortælle den historie, som jeg synes der hører med til den rigtig gode kop te.

Til åbningen i dag var der stillet smagsprøver og flotte guldstole op ude foran forretningen. Det er virkelig en flot forretning der er blevet stablet på benene, og jeg glæder mig rigtig meget til at lære Perch’s te bedre at kende.

Perch's aarhus, te, guldstol Smagsprøver, Perch's teforhandler, åbning

Udover at kunne købe et hav af forskellige slags te, er der også indrettet et tesalon. Her kan man komme ind og nyde en god kop te sammen med engelske finger sandwiches, scones, kager og franske bobler. Det må helt sikkert prøves en dag. Jeg fik selvfølgelig også  købt et par teer med hjem, som jeg på et senere tidspunkt vil fortælle meget mere om! Indtil da synes jeg, at man skal smutte ned forbi Volden 3 i Aarhus og besøge den nye forretning. Det er helt sikkert et kig hver! 🙂

Perch's Aarhus, teforretning, åbning