Ny te bog på hylden – ” Den danske tehistorie”


Som te-drikker synes jeg ikke kun, at det er spændende at smage, dufte og udforske en lang række forskellige slags te fra forskellige forhandlere. Jeg indrømmer det. Jeg er nok også lidt nørdet hvad angår generel viden om de forskellige former for te, teens egenskaber samt hele te-kulturen i og udenfor landets grænser.  At udforske te-verdenen er spændende fordi te ikke bare er te. Te er en kultur og til te-kulturen hører en masse viden og traditioner som jeg nok bare er faldet lidt for.

I min lille (men dog meget hyggelige) lejlighed finder man 2 te bøger som jeg er meget glade for. Den ene “Afternoon tea” har jeg før skrevet om, og er en bog med opskrifter som traditionen tro serveres til forskellige te ceremonier. Den anden “The – fra blad til kop” er en fantastisk flot og velskrevet bog som tager læseren igennem den mest basale viden om te typer, te produktionen, te historien og de generelle teknikker i forhold til brygning. Efter at have læst bogen bruger jeg den i dag mest som opslagsværktøj, og derudover indeholder den de mest vidunderlige billeder.

image

Netop nu udkommer en helt ny bog nemlig; “Den danske tehistorie”. Bogen er en del af et forskningsprojekt og den er skrevet af Annette Hoff, som er senior forsker i Den Gamle By i Aarhus. Hvor de 2 først nævnte bøger tager udgangspunkt i teens egenskaber, tager “Den danske tehistorie” læseren igennem et stykke Danmarkshistorie med teen som fast holdepunkt hele vejen igennem. Jeg vil betegne bogen som en ‘historie bog’ da den går helt tilbage til 1600 tallet (kildelisten bagerst i bogen bærer altså også præg af et seriøst grundigt stykke research arbejde). Jeg er ikke selv den store historiker, men er man det, er der rig mulighed for at dykke helt ned i teens historie i denne bog. Hvad bogen derimod også omhandler, og som jeg synes er rigtig spændende, er teens kulturelle betydning og hvordan denne har ændret sig helt op til i dag, hvor teen jo virkelig er blevet det nye sort hvis du spørger mig.

image

//Pernille,

“After Noon Tea”

Afternoon tea, bog om te, te bog, perchsDet er ikke længere kun te som fylder på min te-hylde. Denne fine bog “Afternoon Tea” har nemlig sneget sig ind og fundet sig en god, og ikke mindst velfortjent, plads!

Som titlen beskriver, handler bogen om netop Afternoon Tea og andre engelske te traditioner. Fænomenet stammer fra England, og handler helt basalt om, at man om eftermiddagen mødes over en god kop te og en lille bid mad/kage.  Størstedelen af siderne indeholder dog masser af lækre opskrifter fra Perch’s Tea Room, og det er alt sammen i Afternoon Tea “ånden”. Her kan nævnes finger sandwich, scones, marmelade, lemon curd, tærter, kolde og varme drikke og ikke mindst en masse forskellige kager. Selve teens oprindelse og korrekte brygningsmetoder berører bogen også i en kort introduktion.

Jeg har forsøgt mig med nogle af opskrifterne, og er blevet super positivt overrasket. Først og fremmest har opskrifterne resulteret i nogle rigtig lækre resultater. For det andet er flere af opskrifterne forholdsvis enkelte og nemme at gå til. Det sætter jeg stor pris på, da jeg ikke altid er i humør til at købe 15 nye og forskellige ingredienser, for at kunne bage en kage. Sidst men ikke mindst, så er bogen illustreret med masser af smukke billeder, hvilket bare lige sætter prikken over i’et.

Bogen kan købes her.

“Du er ikke alene”

Chris MacDonald’s bog “Du er ikke alene” er intet mindre end en fantastisk bog, og jeg var fra første kapitel fuldstændig opslugt af den! Som jeg også har skrevet om tidligere, er jeg vildt fascineret af Chris. Jeg har været så heldig at overvære ham som foredragsholder to gange, og selvom den første gang efterhånden er en del år siden, så husker jeg stadig mange af pointerne og fortællingerne. Chris er en eminent foredragsholder fordi hans indlevelsesevne og måde at formidle sit stof på er helt unik. Det var én af mange grunde til, at jeg gerne ville læse hans bog. At læse Chris’s fortælling var præcis så indlevende og entusiatisk, som at høre ham holde et foredrag på en scene. Jeg er overbevist om, at dette kun kan lades sig gøre, fordi Chris i denne bog er hudløst ærlig omkring sig selv, sit liv og sine tanker.

Chris Macdonald, du er ikke alene

Hvad bogen handler om er svært at forklare, da der er så mange forskellige pointer og historier. Bogen har dog en gennemgående rød tråd som omhandler Chris’s fars kræftforløb, og deres far/søn forhold igennem et helt liv. Dette danner grundlag for Chris’s tanker og holdninger til livet, og bliver dermed en fortælling om personlig udvikling, livsindstilling og den menneskelige psyke og fysik. FANTASTISK spændende hvis man ligesom jeg har en naturlig interesse indenfor dette. Jeg kommer helt sikkert til at læse bogen igen. Ikke nødvendigvis fra ende til anden, men derimod bruge den som en slags “opslagsværktøj”. Alt efter hvor man er i sit liv og hvilke situationer man bliver stillet i, vil man kunne hente inspiration i bogen til at tackle det på bedst mulig måde.

Køber du bogen her støtter du Kræftens Bekæmpelse. Derudover følger der en DVD med som omhandler Chris’s deltagelse i verdens hårdeste cykelløb Race Across America.

“Dinosaurens fjer”

Dinosaurens fjer, Sissel-Jo GazanDinosaurens Fjer af Sissel-Jo Gazan er en bog der længe har stået på min liste, over bøger jeg gerne vil læse. I sommers fik jeg muligheden for at låne den af min tante, og det gjorde jeg så selvfølgelig. Den røg dermed ned i kufferten og med på ferien til Mallorca. Da jeg første gang satte mig med romanen, og læste bagsiden af omslaget, blev jeg lidt skeptisk. En videnskabelig krimi var nemlig det der beskrev romanen, og jeg var ikke helt sikker på, hvad ordet videnskabelig indebar. Jeg blev dog alt andet end skuffet, da de første kapitler var læst. Den ene side tog lynhurtigt den anden, og spændingen eksisterer helt fra starten. Det videnskabelige aspekt er alt andet end tørt og kedeligt, som jeg lidt havde frygtet. Man får et indblik i dinosaurernes forhistorie, og selvom disse skabninger ikke som sådan interesserer mig, er det stadig spændende læsning. Fortællingen er ikke kun videnskabelig, men også en historie om kærlighed og et psykologisk drama. Historien udspiller sig på et universitet og har kvinden Anna Bella Nor i hovedrollen. Anna står overfor at skulle afslutte sit speciale. I den forbindelse bliver hun hurtigt trukket ind i en forsker verden, hvor det er altafgørende at få sit materiale publiceret, og hvor flere mystiske og uforklarlige mord pludselig finder sted.

Svale-Bog-tst-28b

I disse dage udkommer Sissel-Jo Gazans relationsroman til Dinosaurens fjer. Bogen hedder Svalens Graf og skulle igen være en videnskabelig krimi, i samme stil som forgående bog. Jeg synes, at Sissel-Jo formår at finde sin egen unikke historiefortælling i krimiverdenen, som efterhånden er blevet rigtig stor. Jeg kan også godt lide, at en krimi ikke blot er uhyggelig og spændende, men at man faktisk også kan lære noget om forskellige ting, som man ikke ellers ville stifte bekendskab med. Svalens Graf er derfor blevet tilføjet på min liste over fremtidig læsning, og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til, at det bliver tid til at læse den.

Har I læst Dinosaurens fjer?
Hvad tænker I om en videnskabskrimi? 
Skal I læse Svalens Graf?

“Øen”

Bogen Øen er skrevet af Victoria Hislop, og er endnu én af de bøger jeg fik læst i min sommerferie. Jeg fik foræret bogen sidste juleaften, og har bevidst gemt den til sommeren. Jeg brugte dog ikke mange dage på at læse den. Når man først kommer igang med den, er den svær at ligge fra sig. Historien er gribende og velskrevet, så den ene side tager hurtigt den anden.

Øen, Victoria Hislop, bestseller, bog, sommerlæsning
Historien tager sit udgangspunkt i Kreta og øen Spinalonga, som tidligere var en spedalskhedskoloni. Øen er en fortælling om  denne spedalskhedskoloni, om sygdom, familiebånd, krig, hemmeligheder, kærlighed og livsmod. Fordi bogen følger en hel familie generation, får man også et stort indblik i hvordan livet på Kreta var, og hvordan livet blev levet her. Det kan ikke undgås, at man lever sig fuldstændig ind i fortællingen, menneskene, omgivelserne og ikke mindst øen Spinalonga.

“En fortælling du ikke kan lægge fra dig…
minder os om, at kærligheden og livet fortsætter under
selv de mest usædvanlige omstændigheder.”
Sunday Express

“Flugten fra Camp 14”

Alle med respekt for sig selv og sine medmennesker bør læse, og få andre til at læse, Shin Dong-Hyuk’s beretning.

Flugten fra Camp 14, sommerlæsning, Nordkorea, fangelejr, Korea, bog

Det er efterhånden noget tid siden, at jeg en aften, så et interview med manden Shin Dong-hyuk. Interviewet omhandlede den bog, som netop var udkommet, og som beretter om Shin’s liv i en Nordkoreansk fangelejr. Jeg har siden tænkt, at jeg skulle læse hans beretning. Det blev denne sommer, at jeg skulle læse bogen. 2 dage, 269 sider og en utrolig historie senere (for ja, historien er mildest talt ikke til at tro), havde jeg fået et indblik i en verden hvor der stadig, i dette årti, findes mennesker i arbejdslejre som kan sammenlignes med 2. verdens krigs KZ-lejre. Her er alle fangernes frihed og rettigheder taget fra dem. Ord kan ikke beskrive, hvor forfærdeligt disse mennesker bliver behandlet, og hvor grusom ét menneske kan være mod ét andet.

Camp 14 er en fangelejr for politiske fangere. Shin er født og opvokset i lejren. En opvækst som bestod af brutalitet, nedværdigelse, sult og tortur. Shin kan ikke mindes, at han i sin opvækst har følt lykke eller glæde. Han så sin  mor blive hængt og sin bror blive skudt. Henrettet for øjnene af ham. Han så vagter tæve børn ihjel, og vold blev hermed en naturlig del af hverdagen. Selvom Shin er født i lejren fik han hver dag at vide, at han skulle forsøge at vaske sine synder af sig. Hans families synder var dermed også hans. Da Shin var 23 år gjorde han det umulige. Han flygtede. Og efter at have rejst igennem Sydkorea og Kina fandt han friheden i Vesten.

Man kan spørge sig selv, hvorfor man skal bruge sin sommerferie, eller hvilket som helst andet tidspunkt af sin tid, på at læse en så grusom beretning? For mig er svaret meget simpelt. Vi skal læse Shin’s historie, fordi det er den eneste måde, hvorpå forholdene i Nordkorea kan forandre sig. Som ene privat person, er det en næsten umulig opgave, at ændre noget eller kunne gøre en forskel, i situationer som denne. Det er mennesker højere oppe i systemet som må og bør gribe ind og kæmpe imod! Men det vi kan gøre, er at læse Shin’s historie og få alle omkring os til at læse den. Netop for at skabe opmærksomhed om denne grusomhed, og for at den dermed ikke bliver glemt.

En efterhånden ældre dame, skrev for få år siden sine erindringer om hendes ophold i en KZ-lejr. Hun har igennem hele sit liv, ikke gerne ville tale om hendes tid i lejren. Grunden til at hun alligevel valgte at skrive en bog om hendes liv var, at der om få år ikke er flere tilbage til at fortælle historier fra KZ-lejerne. Damen mener, at det er så vigtigt, at kende til hvad der skete, så historien ikke gentages. I dag er der tusindvis, som kan fortælle beretninger fra Camp 14 i Nordkorea. Grunden til at beretningerne ikke kommer frem, er ikke fordi det er ved at være mange år siden, og at der ikke længere er folk til at fortælle historierne. Grunden er, at alle de tusinder opholder sig i fangelejren, hvor de tortureres, mishandles, sultes og har fået frataget sig deres frihed og menneskelige rettigheder.

Filmklip og artikel med Shin Dong-hyuk.

Sommerlæsning

I mine sommerferier får jeg altid læst en bog eller to. Eller tre eller fire… Og i min kuffert finder man derfor altid et  par bøger. At ligge i solen ved poolen eller stranden er lykken! Og især med en rigtig god bog. Det er ferie for mig, og der jeg virkelig slapper af og bare nyder livet.

jussi adler olsen, marco effekten, afdeling q

Som en del af min sommerlæsning hører der næsten altid en bog fra forfatteren Jussi Adler-Olsen. I år var det bogen “Marco effekten” jeg kastede mig over. Jeg har netop færdiggjort den, og synes helt bestemt den er god! “Marco effekten” er 5. bog i en krimi-thriller serie som omhandler Afdeling Q, og deres arbejde med at opklare diverse sager. De forgående 4 bøger har jeg ligeledes læst. Den første bog i serien, som hedder “Kvinden i buret”, synes jeg var rigtig god underholdning, men ikke noget særligt som sådan. Jeg synes dog, at bøgerne bliver bedre og bedre for hver ny der kommer, og nu vil jeg ikke undvære at læse den næste. Dertil skal det også siges, at filmselskabet Zentropa har købt rettighederne til at lave filmatiseringen af serien. Den første bog blev indspillet i 2012, og jeg tror derfor ikke, at der går lang tid før filmene begynder at blive vist. Jeg er af den helt klare overbevisning, at man snyder sig selv for en stor oplevelse, hvis man vælger at se en film, før man læser bogen som filmen er bygget op omkring! 🙂

jussi adler olsen, afdeling q

Serien om afdeling Q består af følgende bøger:

  1. Kvinden i buret
  2. Fasandræberen
  3. Flaskepost fra P
  4. Journal 64
  5. Marco effekten