Ny te bog på hylden – ” Den danske tehistorie”


Som te-drikker synes jeg ikke kun, at det er spændende at smage, dufte og udforske en lang række forskellige slags te fra forskellige forhandlere. Jeg indrømmer det. Jeg er nok også lidt nørdet hvad angår generel viden om de forskellige former for te, teens egenskaber samt hele te-kulturen i og udenfor landets grænser.  At udforske te-verdenen er spændende fordi te ikke bare er te. Te er en kultur og til te-kulturen hører en masse viden og traditioner som jeg nok bare er faldet lidt for.

I min lille (men dog meget hyggelige) lejlighed finder man 2 te bøger som jeg er meget glade for. Den ene “Afternoon tea” har jeg før skrevet om, og er en bog med opskrifter som traditionen tro serveres til forskellige te ceremonier. Den anden “The – fra blad til kop” er en fantastisk flot og velskrevet bog som tager læseren igennem den mest basale viden om te typer, te produktionen, te historien og de generelle teknikker i forhold til brygning. Efter at have læst bogen bruger jeg den i dag mest som opslagsværktøj, og derudover indeholder den de mest vidunderlige billeder.

image

Netop nu udkommer en helt ny bog nemlig; “Den danske tehistorie”. Bogen er en del af et forskningsprojekt og den er skrevet af Annette Hoff, som er senior forsker i Den Gamle By i Aarhus. Hvor de 2 først nævnte bøger tager udgangspunkt i teens egenskaber, tager “Den danske tehistorie” læseren igennem et stykke Danmarkshistorie med teen som fast holdepunkt hele vejen igennem. Jeg vil betegne bogen som en ‘historie bog’ da den går helt tilbage til 1600 tallet (kildelisten bagerst i bogen bærer altså også præg af et seriøst grundigt stykke research arbejde). Jeg er ikke selv den store historiker, men er man det, er der rig mulighed for at dykke helt ned i teens historie i denne bog. Hvad bogen derimod også omhandler, og som jeg synes er rigtig spændende, er teens kulturelle betydning og hvordan denne har ændret sig helt op til i dag, hvor teen jo virkelig er blevet det nye sort hvis du spørger mig.

image

//Pernille,

4# Hækleprojekt – Kanin Rangle

Leder man efter et forholdsvis overskueligt hækleprojekt kan jeg anbefale disse søde kaniner som jeg fandt på bloggen Bebakrea. Her ligger ligeledes en rigtig god opskrift som er til at forstå. De er nemme at gå til, da de næsten kun består af fastmasker, og få dele som skal syes sammen. Jeg har tilføjet en rasleboks inden i kaninerne så de fungerer som rangle. Og derudover har den blå kanin fået en lille butterfly og den lyserøde en lille sløjfe.

 

Jeg startede med at hækle dem i Påsken. – Nu er påsken forbi, men tænker stadig de er et rigtig godt forårsprojekt, da man altså kun kan komme i forårshumør at små kaniner med stritører. Idag og resten af weekenden står ihvertfald i forårets tegn herhjemme.

//Pernille,

#3 Hækle Projekt – Baby elefanter

Efter at have hæklet baby tæppet var jeg ved at blive lidt skør af at hækle frem og tilbage og frem og tilbage……. Så jeg gav mig i kast med denne lille elefant. -Et overskueligt, men samtidig lidt mere udfordrende projekt. Opskriften er meget udførlig, så kan man hækle fastmasker er den let at gå til. Jeg havde købt stort ind af garnet til Baby tæppet og derfor har jeg en masse tilovers. Den blå elefant (som efterfølgende har fået navnet Edvard….) er derfor i samme farver som tæppet, og det er altså bare blevet et fint lille sæt.

  

Edvard skulle selvfølgelig have en veninde hvilket resulterede i, at denne lyserøde udgave af elefanten hoppede af pinden.

// Pernille,

#2 Hækle Projekt – Babytæppe

Jeg besluttede mig for, at mit hækle projekt nummer 2 skulle være et babytæppe. Og det alene af den grund, at jeg synes, at et tæppe i voksenstørrelse var endnu en lidt for stor mundfuld. Efter at have set mange eksempler på tæpper hæklet i de såkaldte “Granny Stripes”, bestemte jeg mig for dette mønster. Jeg fandt en super god og forklarende opskrift hos TUSINDFRYD, og med denne tog det ikke lang tid at lære.

hæklet babytæppe, hækle, hæklerier

Hos Søstrene Grene kan man få noget rigtig fint bomuldsgarn i super flotte farver og til en meget fornuftig pris. Til mit tæppe faldt jeg for nogle super flotte blå farver. Man kan dog ikke altid være sikker på, hvilke farver der er fremme og om samme farver kommer igen, så det er med at købe godt ind til et projekt. Heldigvis havde jeg fået indkøbt rigeligt at garn, så det endte ud i et færdigt resultat, som jeg er super tilfreds med.

Hæklet babytæppe, hæklerier, granny stripes

// Pernille,

#1 Hækle Projekt – Puder

I år 2014 fik jeg den idé, at jeg skulle lære/begynde at hækle. Jeg har altid synes, at det er sjovt at være kreativ. Det er hyggeligt og afslappende og egentlig bare god terapi en gang i mellem. Mit første bekendtskab med hækleverdenen blev de såkaldte firkanter som, når de sættes sammen, kan blive til alverdens ting. Jeg tænkte, at det måtte være et godt sted at starte, så jeg fik gaflet en af mors hæklenåle og noget garn. En hurtig søgning på nettet ledte mig til Lutter Idyls opskrift på hæklede firkanter med huller, og efter lidt hjælp fra min kære mor var jeg ellers igang. En masse firkanter og en god bunke tålmodighed senere var to nye sofapuder en realitet.

Hæklet pude, hækle, hæklerier, firkanter med huller

 Det er jo absolut ikke det mest avancerede hækling som nogensinde er set, men jeg er faktisk blevet rigtig godt tilfreds med resultatet! 🙂

// Pernille,

Projekt Hæklet Pandebånd

Selvom det varme vejr har været med os i rigtig lang tid, begynder det altså at blive koldt. Mine ører begynder så småt at fryse, og min vinter hue ligger pt. dybt begravet i kassen-med-vintertøj nede i kælderrummet, som jeg endnu ikke har fået hentet op. Jeg tænkte derfor, at gårsdagen skulle være dedikeret til Projekt Hæklet Pandebånd, og her er resultatet.

TADAAAA …

Hæklet pandebånd

Jeg er faktisk helt godt tilfreds, og tænker at jeg nok bliver nødt til at lave nogle flere i nogle andre  farver. Så er der jo lidt at skifte med. Opskriften er fundet lige her hos hækle-oraklet Lutteridyl, og er en rigtig god begynder-opskrift! 🙂

//Pernille,

… and the winner is

Skærmbillede 2014-12-03 kl. 10.15.08

Ja tro det eller lad være, men for én gangs skyld har jeg vundet en konkurrence!
Østerlandsk Thehus havde på deres Facebook side udloddet en af deres egne Te julekalendere, og den var jeg så heldig at vinde. Østerlandsk Thehus’ fysiske butik ligger i København, og derfor har jeg ikke før smagt teer herfra. Jeg ved dog hvem de er, og derfor glæder jeg mig helt vildt til at få 24 små indblik i Østerlandsk Thehus.

Te julekalenderen består af 24 små grønne dåser indeholdende hver sin te. Te dåserne kommer på en lille hylde som kan hænges op på væggen. (Grundet murstensvægge og 10 tommelfingre kommer hylden desværre ikke op at hænge herhjemme, – men heldigvis tager den sig også rigtig godt ud stående!)

Tejulekalender, østerlandsk thehus

Billedet er lånt fra Østerlandsk Thehus’ Facebook side

 // Pernille,